Få undervisning i verdensklasse på University of New South Wales (UNSW)

Undervisning i verdensklasse på University of New South Wales

2. februar, 2015

The University of New South Wales (UNSW Australia) tilbyder verdensklasseundervisning og et internationalt studiemiljø, der vil udvikle din kulturelle bevidsthed og dit globale syn. Universitetet ligger i Sydney, som er Australiens største og mest livlige by med fantastiske seværdigheder. 
 

Sydney - mulighedernes by

University of New South Wales' unikke beliggenhed giver dig den ideelle mulighed for at opleve det bedste området har at tilbyde. Universitetets moderne campus ligger kun seks kilometer fra byens kulturelle og kommercielle centrum med det berømte Sydney Opera House og kun få minutter fra den smukke strand, Coogee Beach. 

I Sydney vil du opleve den australske kultur, de smukke parker og hyggelige forstæder, markeder om søndagen, shopping, festivaler og kulturelle begivenheder, BBQ på stranden, surfing og du kan tage ture til Blue Mountains eller Hunter Valley. Der er god mulighed for at nyde tilværelsen – mulighederne er uendelige.

Sydneys store udbud af kultur er også det Anne Christine, der har studeret på UNSW, fremhæver:

”Sydney har alt, hvad jeg elsker. Så mange forskellige forstæder med forskellige kulturer, fantastiske strande, gode busforbindelser, et business område, en masse hyggelige barer, store shopping centre, det eventyrlige Operahus og udsigten til Sydney Harbour Bridge”.  
 

UNSW gør studielivet ekstra spændende

De 13.000 internationale studerende på UNSW, fra mere end 120 forskellige lande, giver universitetet et af Australiens mest mangfoldige studiemiljøer. Under et ophold på UNSW vil du få en masse internationale studiekammerater og opleve et anderledes perspektiv på tilværelsen.

Universitetet gør meget ud af at integrere de internationale studerende på universitetet. ”Især Study Abroad faciliteterne på universitetet var gode og kontoret for internationale studerende er fantastisk”, fortæller Anne Sophie, der har læst et semester på universitetet.

På UNSW handler alting ikke om bøger, og der er masser af tilbud, der gør studielivet ekstra spændende. Universitetet har omkring 270 klubber, og der en klub for selv den smalleste interesse fx en Quidditch-klub, hvor medlemmerne i bedste Harry Potter-stil løber rundt med koste og spiller bold. Universitetet arrangerer kulturelle workshops, udflugter og programmer for frivillige, så du er sikker på at møde nye venner og tilpasse dig dit nye studieliv i Sydney i løbet af ingen tid. Det var også, hvad Anders oplevede, da han studerede på UNSW: "Der sker en masse forskellige ting på campus, som man gratis kan deltage i fx fodboldturnering, bordtennis hver onsdag og BBQ".

Universitetet har udover de sociale tiltag en række tilbud, der gør livet lidt lettere og billigere for internationale studerende. Lån fx en gratis cykel via universitetets Bike Club i op til et år, eller køb bøger i genbrugsboghandlen på campus og spar mange penge.


Hvordan er det at studere på UNSW?

Udover de mange attraktive tilbud, som universitetet tilbyder, er de studerende også nødt til at følge med i undervisningen fra starten, da eksamen er spredt ud over semesteret i de såkaldte midterms. Sara, der har studeret på universitetet, beskriver ligeledes, hvor markant anderledes undervisningen er fra den, vi er vant til i Danmark: "På UNSW er der mere fokus på den enkelte studerende og at diskutere de forskellige emner - fremfor bare at høre på underviseren. Det betyder, at der altid er interaktivitet mellem underviseren og den studerende - også til forelæsninger".

Den store forskel på den danske og australske undervisningsstil er også det, som Anne Christine fremhæver som hendes største udfordring ved at studere i udlandet: "Min personlige største udfordring var at organisere alt det gruppearbejde, som der er. Derudover er det en stor udfordring at lære at samarbejde med studerende fra flere forskellige lande". 
 

UNSW: "Where leaders study"

Statistikken taler for sig selv. UNSW er det universitet i verden, der har uddannet flest administrerende direktører i Australiens største virksomheder og dét australske universitet, der har produceret flest entreprenører gennem de sidste 15 år.

Den udbredte iværksætterånd på universitetet ses både i udbuddet af fag på de enkelte fakulteter og i afdelingen NewSouth Innovations, der hjælper innovative studerende med ideudvikling, forretningsplaner, rådgivning og kontakt til erhvervslivet.

Universitetet tilbyder også unikke praktikmuligheder for Study Abroad studerende, hvor studerende kan kombinere et ophold på UNSW med praktik inden for forskellige fagområder. 
 

Sydneys unikke livsstil

Ud over at studere på ét af verdens 50 højst rangerende universiteter, kommer du til at bo og studere i Australiens største og mest livlige by, Sydney, der tilbyder en helt unik livsstil. Sydney er en af verdens mest multikulturelle byer, hvis mad, underholdning og traditioner er præget af mange forskellige kulturer.

Indbyggerne i Sydney nyder en aktiv udendørslivsstil i en by omgivet af flotte hvide sandstrande, nationalparker og bjergkæder. Det varme og solskinsrige klima gør det muligt at nyde en masse udendørsaktiviteter som svømning, hiking og camping hele året rundt.

Foruden den fantastiske natur, byder Sydney også på hundredvis af kultur- og sportsevents hvert år. Den internationale atmosfære er også det, som Maria, der har studeret på universitetet, fremhæver:

”Jeg elsker Sydneys internationale puls, hvor alle kan føle sig hjemme uanset baggrund og nationalitet. Jeg følte mig allerede hjemme i byen efter få uger”. 
 

Udforsk Sydney med hjælp fra de lokale 

Kun med de lokales indsigt kan du nyde Sydney, som de gør. Det er blandt andet anbefalelsesværdigt at læse ”The Cheapskate’s Guide to UNSW”, så du kan lære, hvordan du kan spare penge på campus ved fx at spise gratis morgenmad en gang om ugen og få mange andre tips til studielivet. 

Du kan også gå på opdagelse i Sydney og besøge de lokales favoritsteder med den gratis ”Student Life” app. App’en er lavet af lokale og sikrer, at du oplever det bedste natteliv, studierabatter, events, eventyr, butikker, oplevelser og meget mere.   
 

Danske studerendes oplevelser 

Under University of New South Wales’ profil kan du læse mere om danske studerendes erfaringer fra universitetet. Du kan også se videoer fra campus, byen og med studerende på University of New South Wales.

Du kan desuden læse et portræt af Emilie, der lige er kommet hjem fra sit livs bedste semester på UNSW. 

Kontakt os

EDU’s vejledning er gratis og uforpligtende.
Så kontakt os endelig!
Indsend formularen eller ring til os på 70 20 28 24.
Tjek åbningstider her.

Hvilken type ophold?
Ønsket studiestart
Jeg er ikke en robot Read more
To prevent bots, crawlers and similar malicious digital agents to spam and misuse webforms, a special checkbox like this can help to block such agents.