Universiteter

Få overblik over hvor og hvad du kan læse
Læse på USyd

Hvad kan jeg læse på University of Sydney?

Study Abroad (Semesterophold)
Sabbatår
Hele uddannelser på bachelor- og kandidatniveau
Top-up bacheloruddannelse
Sommerkurser
Internship (Praktikophold)
Sprogkurser
Specielle programmer


Study Abroad (Semesterophold)

Study Abroad er en betegnelse for et studieophold i udlandet, hvor du ikke afslutter en hel uddannelse i udlandet. Study Abroad minder meget om udveksling og varer 1-2 semestre. Ved udveksling rejser du ud gennem en udvekslingsaftale på din danske uddannelsesinstitution og får hjælp af det internationale kontor. Ved Study Abroad finder du selv et relevant universitet i udlandet, du ønsker at læse på. Vælger du et af EDU's partneruniversiteter, får du gratis hjælp af EDU gennem ansøgningsprocessen. Se uddybning på vores side om udveksling og Study Abroad

Vil du læse et semester eller to på universitetet, kan du normalt selv vælge dine fag på kryds og tværs af fagretninger. Du skal blot opfylde kravene (prerequisites) til de enkelte fag.

Du finder universitetets udbud af fag i deres fagdatabaser nedenfor.

Fag udbudt i Semester 1 forløber i foråret (februar til juni)
Fag udbudt i Semester 2 forløber i efteråret (juli til november)

Det er også muligt at kigge i denne oversigt over study abroad fag, hvor man kan søge på fag inddelt efter fagområde.

Fagbeskrivelser

Du kan søge efter fagbeskrivelser for at få en mere detaljeret beskrivelse af fagene. 
Søg faget frem med fagkoden. Når du er inde på fagsiden, kan du under afsnittet 'Unit availability' vælge enten 'Current year' eller 'Previous years' og se tilgængelige fagbeskrivelser (Unit Outlines). 

Fagbeskrivelser offentliggøres ofte først et par uger før studiestart, så du må evt. tage udgangspunkt i fagbeskrivelsen fra året forinden, du skal afsted. 

Hvordan finder jeg de rigtige fag?

Se gode tips og råd til, hvordan du finder de rigtige fag – og hvad du skal være opmærksom på, når du kigger efter fag.


Restriktioner på fag

Som Study Abroad-studerende kan man vælge fag fra ovenstående kursusoversigter.

OBS! Vil man læse fag på kandidatniveau på University of Sydney, så skal man have afsluttet sin bacheloruddannelse på ansøgningstidspunktet.


Hvad betyder fagkoderne?

Fagkoderne forklarer, hvilket studieområde faget ligger inden for, og hvilket niveau faget er på.

Den første række af bogstaver er en forkortelse for det studieområde, faget ligger indenfor. MKTG 1370 er eksempelvis et fag, der ligger indenfor marketing (MKTG).

Det første ciffer i fagkoden viser, hvilket niveau faget er på.

  • For fag på bachelorniveau (undergraduate level) er det første ciffer mellem 1-4 (for eksempel CHEM1001 eller BIOL3926). 

    Level 1000-fag er for studerende på første år af deres bacheloruddannelse, Level 2000-fag er for studerende på deres andet studieår, mens fag på Level 3000 og 4000 er tiltænkt bachelorstuderende på deres tredje og fjerde år.
  • For fag på kandidatniveau (graduate level) er det første ciffer 5 eller højere (for eksempel ARHT5908 eller ECON6035).

OBS! Når du kigger på fag, er det vigtigt at vælge fag, som passer til det niveau, du skulle være på herhjemme. Hvis du er af sted på dit sidste år på bacheloren og eksempelvis tager førsteårsfag i udlandet, vil niveauet på fagene sandsynligvis være lavere, end hvad du er vant til. Et godt råd er at vælge fag i udlandet, der ligger på samme år, som det år du er af sted på.


Hvor mange fag?

Du skal være fuldtidsstuderende i universitetets øjne for at kunne få og overholde reglerne for dit studievisum.

  • Et fuldtidsstudium er minimum 18 credit points per semester
  • De fleste fag giver 6 credit points.
  • 24 credit points giver normalt 30 ECTS. 

OBS! Vær opmærksom på, at det altid er din danske uddannelsesinstitution, der bestemmer, hvor mange fag du skal tage, for at det svarer til 30 ECTS. Der findes ingen officiel konverteringsskala. 

Bemærk at der kan være særlige forhold, der gør sig gældende.



Forhåndsgodkendelse

Hvis dit Study Abroad-ophold skal indgå i din danske uddannelse, er det vigtigt at få undersøgt tidligt i processen, hvordan du får en forhåndsgodkendelse. Der kan være en frist for, hvornår du senest skal søge forhåndsgodkendelse på din danske uddannelsesinstitution. Dette hænger typisk sammen med fristen for at være tilmeldt fag på din danske uddannelsesinstitution.

Læs mere om forhåndsgodkendelse i vores FAQ


Kombiner dine fag med et praktikophold

På University of Sydney er det muligt at kombinere dit studieophold med et praktikophold.


Sabbatår

På University of Sydney kan du som sabbatårsstuderende søge ind på deres sabbatårsprogram Gap and First Year Study Abroad. Programmet fungerer på mange måder ligesom universitetets Study Abroad program og forløber også i enten et eller to semestre. 

Læs mere om programmet på universitets hjemmeside.

Man kan vælge fag på kryds og tværs af forskellige fagområder. Tag et kig i fagdatabasen for deres sabbatårsfag, for at se hvilke fag du kan vælge imellem.

Kontakt EDU på vejledning@edu-danmark.dk for at høre nærmere om Gap Year programmet samt optagelses- og engelskkrav.

Som sabbatårsstuderende kan du muligvis også vælge at tage et sommerkursus - kontakt EDU, hvis dette kunne have interesse.


Hele uddannelser på bachelor- og kandidatniveau

Bachelorniveau (undergraduate level)

På University of Sydney kan du færdiggøre en bacheloruddannelse (undergraduate degree) på tre år og i nogle tilfælde fire år.

Universitetets uddannelser på bachelorniveau (undergraduate level)
 

Kandidatniveau (graduate level)

Du kan også læse flere forskellige slags hele uddannelser på kandidatniveau eller derover (graduate level) blandt andet en Master's Degree eller et Graduate Diploma.


En hel uddannelse på kandidatniveau tager typisk mellem 1-2 år.

Universitetets uddannelser på kandidatniveau (graduate level)


Top-up bacheloruddannelse

Vi har ingen særlig aftale om top-up bacheloruddannelser, men det er muligt at søge ind på en af universitetets bacheloruddannelser og samtidig søge om at få meritoverført fag, du har afsluttet på eksempelvis din erhvervsakademiuddannelse i Danmark. Når universitetet behandler din ansøgning, vil de vurdere, om de vil give dig merit for nogle eller alle dine afsluttede fag. Jo mere dine fag eller afsluttede uddannelse ligner den, du søger ind på, jo større er chancen for at få merit. Det vil fremgå af dit optagelsesbrev, hvor mange semestre du skal afslutte for at opnå en bachelorgrad.

Vær opmærksom på at hvis du bliver optaget på en hel bacheloruddannelse på universitetet, kan der være krav om, at du minimum skal tage et vist antal semestre på universitetet – underordnet hvor meget merit du får for din danske uddannelse. (Hvis man ikke kender antallet af semestre man skal tage)

Læs mere om hele uddannelser på bachelorniveau på universitetet.


Sommerkurser

Vi har desværre ikke mulighed for at hjælpe dig med at søge ind på sommerkurser på University of Sydney.


Internship (Praktikophold)

Du kan kombinere dit semesterophold på University of Sydney med et praktikfag, som du kan få 6 credit points for.

Læs mere om deres ARTS2600: Internship mulighed.

Kontakt EDU, hvis du er interesseret i denne mulighed og gerne vil have mere information.


Sprogkurser

Vi kan desværre ikke hjælpe dig afsted på et sprogkursus på University of Sydney.


Specielle programmer

Der udbydes ikke specielle programmer på University of Sydney.


Kontakt os

EDU’s vejledning er gratis og uforpligtende.
Så kontakt os endelig!
Indsend formularen eller ring til os på 70 20 28 24.
Tjek åbningstider her.

Hvilken type ophold?
Ønsket studiestart
Jeg er ikke en robot Read more
To prevent bots, crawlers and similar malicious digital agents to spam and misuse webforms, a special checkbox like this can help to block such agents.